Annonce

Opret nyhed

3) Cirka 100 SCM-folk deltog i konference om big data i supply chain management på CBS. Her fortæller David Schmitt fra Novozymes. Foto: AAASCM / Lars Nybøll.

Fra forecasting til nowcasting med big data

Konference: Ny teknologi gør det muligt at analysere den eksponentielt voksende datamængde til gavn for ledelse af forsyningskæden. Big data hedder det nye sort, som indeholder store fordele og mange faldgruber for SCM.

PLANLÆGNING

Der er både ovenlys, højt til loftet og flot stil i foredragssalen Porcelænshallen på CBS på Frederiksberg, som er indrettet i en del af den gamle Kongelige Porcelænsfabrik, som i dag hedder Royal Copenhagen. Al produktion af det hæderkronede danske porcelæn foregår i dag i Thailand, mens 97 fagfolk i dagens anledning er samlet til en konference om noget helt andet: big data i supply chain management.

Måske et godt billede på, at udviklingen går mod kraftig digitalisering. Den formelle titel er “4th Supply Chain leaders Forum 2015 – Big Data Analytics Achieving Better Visibility in the Supply Chain”, og den er arrangeret af CBS HD i SCM sammen med Henrik Knak fra Boston Consulting Group.

Det er tydeligt på både oplægsholdere og deltagernes snak i pauserne, at big data er en svær størrelse at omfavne. En udstiller på konferencen lancerer begrebet ”small data” for at få det ned på jorden, og en oplægsholder taler om ”medium data”.

Men der er også masser af undersøgelser, der massivt konkluderer, at ledere verden over har store forventninger til værdien af big data i SCM. En undersøgelse fra Supply Chain Digest (Leveraging Supply Chain Data for Competitive Advantage, 2015) konkluderer, at 88 procent af de undersøgte virksomheder anser big data-kompetencer som meget væsentlige samtidig med, at kun 10 procent vurderer, at deres eget kompetenceniveau på området er avanceret. Der er altså store forventninger, men lav modenhed.

Nowcasting

Professor i IT Management Daniel Hardt fra CBS gav deltagerne et grundlæggende indblik i, hvad big data er og kan. Han konkluderede, at han ikke er i tvivl om, at big data vil skabe indsigter i forbrugeradfærd, der vil vende op og ned på muligheder for at styre forsyningskæden. Han fremhævede særligt muligheden for at bearbejde store mængder data så hurtigt, at man på et tidspunkt kan tale om nowcasting i stedet for forecasting. Han fremhævede dog også, at der er mange faldgruber inden for beskyttelsen af privathed.

Novozymes og Magasin

Novozymes og Magasin du Nord gav deltagerne indblik i konkrete projekter med brug af analyser af større datamængder. Novozymes har anvendt dataanalyser på virksomhedens meget forskelligartede produktporteføljer. Udviklingen af produktporteføljerne skaber både anselig konkurrencefordele og betydelig kompleksitet, og brugen af dataanalyser tilvejebringer et objektivt og faktabaseret diskussionsgrundlag, der gør Novozymes bedre i stand til at foretage de rette beslutninger om vægtning samt ind- og udfasning af produkter.

Magasin du Nord har i en del år satset hårdt på dataanalyser og business intelligence. ”Vores BI-motor giver os analyser af kundeadfærd, der gør os bedre i stand til at tilpasse vores værditilbud til kunderne i både butik og webshop”, fortalte Peter Fabricius, CFO hos Magasin du Nord, og tilføjede: ”I vores forretning er det helt afgørende at kende detaljerne. Det er forudsætningen for, at det rette produkt er på plads i rette tid, i rette mængde i rette varehus. Her er avancerede dataanalyser en stor hjælp”.

Bring en kommentar

God kommentarskik. Hold en god tone i kommentarerne, undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter. Læg kun link på din kommentar, såfremt det er relevant for debatten. Vær opmærksom på, at debatten modereres af portalens redaktion.

Annonce

Relaterede virksomheder

Relaterede artikler

Annonce

Annonce

Annonce