01.08.2018  |  Sourcing

Indspark: Drop skåltalerne - vi er ikke så bæredygtige som vi tror

Det går godt med bæredygtighed i det danske erhvervsliv, får vi at vide. Men vi er langtfra nået langt nok, og virksomhederne er nødt til at tage bæredygtighed både ind i maskinerummet og ud i produktionskæderne. Det er fremtidens forretning.

Det går godt med CSR og bæredygtighed i dansk erhvervsliv. Vi er førende inden virksomhedsdrift med øje for miljø og menneskerettigheder, og vi har konkurrencedygtige løsninger, som vi kan sælge ude i verden, og derved gøre bæredygtighed til en god forretning. 

Det er i hvert fald den fortælling som bliver fortalt i offentligheden, såvel som til konferencer og dialogmøder i brancheforeninger. Der uddeles priser for bæredygtighed og skåles i bobler, og i netværks-bobler bekræfter man hinanden i, at her går det godt. 

Men vi er ikke nået langt nok med arbejdet med Verdensmålene, hvilket finansminister Kristian Jensen ærligt sagde på Dansk Initiativ for Etisk Handels 10-års jubilæums arrangement. I Globalt Focus og 92-gruppens ”Skyggerapport” om Verdensmålene scorer vi ”rød” på flere af målene, bla SDG 12 – ansvarligt forbrug og produktion, og vi lever kort sag over evne, som forfatterne til Skyggerapporten nøgternt skriver det. De lange, usynlige produktionskæder der ligger bag ethvert produkt vi omgiver os med skjuler både de menneskelige og ressourcemæssige omkostninger ved produktionen. 

Det er ikke erklæringer, visioner og initiativer der er mangel på, men tiltag der tager mere håndfast fat der hvor det gør ondt, og det kræver dybdegående indsigt i leverandørkæden. Trods etiske retningslinjer og ambitiøse tilkendegivelser ved virksomheder ikke hvordan, og under hvilke vilkår, deres produkter er blevet til. Det betyder, at uacceptable forhold i produktionen er umulige at undgå, og bæredygtige målsætninger ikke bliver realiseret. 

Udlicitering af ansvar 
Når vi taler med virksomheder, siger mange, at de har styr på deres leverandørkæde. Men spørger vi ind tegner der sig et andet billede. Mange kender nærmest intet til deres leverandørkæde længere ud end første led, og har virksomheden taget initiativ til at implementere bæredygtige tiltag, er de typisk baseret på brug at etiske retningslinjer. Problemet er bare, at når etiske retningslinjer blot sendes ud som en skrivebordsøvelse, skaber de intet andet end bureaukrati. Og selvom de naturligvis kan have en gavnlig effekt, så er det også en måde for virksomheder at udlicitere ansvaret sammen med produktionen, og gør det for nemt at vaske hænder og hænge underleverandører ud i strakt arm, når problematiske forhold kommer ud i offentligheden.

Bæredygtighed honoreres ikke af det offentlige

Til DIs konference om Verdensmålene i juni, fortalte Kasper Larsen fra virksomheden KLS Pureprint, at mens kommunerne viser interesse for at indkøbe bæredygtige tryksager, er statens indkøbere aldeles uinteresserede, og det står i kontrast til, at der i stigende grad tales og skrives om bæredygtige offentlige indkøb. 

Det offentlige Danmark repræsenterer en kæmpe mulighed for forandring. Med indkøb for over 300 milliarder årligt, kan krav om CSR flytte meget. Men offentlige indkøbere har ikke mulighed for at følge op på kravene, og derfor kan det blive en gratis omgang for leverandørerne. Leverandører til det offentlige oplever, at de kan skrive under på kravene i udbudsmaterialet uden der følges yderligere op. Det betyder, at virksomheder der har lagt arbejde i bæredygtighed, risikerer at blive underbudt af konkurrenter, som ikke har gjort mere end at indhente de rigtige underskrifter og erklæringer. 

Den ubekvemme sandhed
En del af forklaringen på den manglende opfølgning er naturligvis, at det er omfattende og kompliceret.  Det er en reel problemstilling. Opfølgning i leverandørkæden har været en omfattende proces, men der er også sket en udvikling på området hvor digitale løsninger som Factlines kan håndtere informationsindhentning og risikoanalyser, og lade virksomheden om at forholde sig kritisk til den nye viden om deres leverandører og underleverandører. Men der skal noget mere til før virksomhederne kan se værdien af disse løsninger.  

Vi oplever desværre at det ikke kun handler om omkostninger og kompleksitet, men om manglende interesse. Man kan få den mistanke, at det skyldes, at man risikerer at finde noget ubehageligt, når man fører mere kontrol og laver mere opfølgning, for problematiske forhold vil der være i næsten enhver leverandørkæde. 

Virksomheder, vi taler med, ved godt, at der er store ubekendte og potentielle risici i deres leverandørkæde. Men de ser det ikke som noget der kan falde tilbage på dem. Og langt hen ad vejen har de ret. Så længe ingen kræver bedre indsigt af dem, kan de ubekymret stikke hovedet i busken.

Uden en bred og systematisk opfølgning, kan man heller ikke lave kvalificerede risikoanalyser og tage konkrete skridt mod at rette op på eventuelle problematiske forhold. Reel bæredygtighed forudsætter at virksomheden tager ansvar for egen leverandørkæde, og det nødvendiggør systemer for en grundig og dybdegående leverandørkædeopfølgning. Det har de færreste virksomheder i dag på plads.

Ikke længere i front

Udviklingen går i retning af, at det forventes, at virksomhederne har overblik over deres leverandørkæde og kan adressere problemer. Med OECDs retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv stilles der krav til, at virksomheder udfører nødvendig omhu, og altså tager aktive skridt imod at adressere potentielt problematiske forhold, og ikke nøjes med at reagere når uheldige forhold dukker op. 

Udbudsloven, der er den danske implementering af et EU-direktiv, åbner op for nye muligheder for at prioritere bæredygtighed for offentlige indkøb, og det offentlige har fået mulighed for at stille større dokumentationskrav til leverandører. Denne mulighed ser vi udnyttet i Norge, hvor det offentlige kræver indsigt i leverandørkæden for udvalgte, specielt risikofyldte komponenter i produkterne.

Og FNs Verdensmål har sat bæredygtigt forbrug og produktion på dagsordenen, og der sendes klare signaler fra politisk hold om, at man forventer at erhvervslivet er med til at løfte den opgave. 

Det er interessant at alle disse initiativer kommer udefra, og er noget som danske virksomheder skal reagere på. Danske virksomheders forspring på bæredygtige løsninger skal konstant udvikles, hvis ikke de skal komme bagud i forhold til konkurrencen udefra. 

Udvikling og samfundsansvar er ikke længere noget der hører til hos NGO’erne og et hjørne af udenrigsministeriets resortområde. Det er kommet en bevidsthed om, at det er alles opgave. Men, som Kristian Jensen siger, burde vi være længere med at gøre ord til handling. Kunder og interessenter forventer mere af virksomheder end et par overfladiske CSR-initiativer. 

Virksomhederne er nødt til at tage bæredygtigheden ind i kernen af forretningens maskinrum og ud i yderste led af produktionskæden. Det er ikke bare det rigtige at gøre, men en uomtvistelig del af fremtidens forretning.

Mere fra Dagny

Dagny Nome

Administrerende direktør

Se profil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere