14.08.2017  |  Branchenyt

Indspark: Derfor giver den hvide byttepalle sorte udsigter for danske virksomheder

Hver dag transporterer danske virksomheder deres varer på paller – en simpel proces, skulle man tro. Men nu besværliggøres udvekslingen af hvide træpaller efter et opsigtsvækkende brud mellem de to største organisationer for pallestandardisering i Europa. Konsekvenserne vil udfordre samarbejdet om forsyningskædens bærende dele.

En hvid palle er ikke længere bare en hvid palle. Nu er der ”fifty shades of white”. EPAL (European Pallet Association), som står bag en af ??de største puljer af hvide træpaller i verden, har meddelt, at de er stoppet med at udveksle paller med UIC (International Union of Railways), som fører tilsyn med en anden europæisk pallepool af samme størrelse.

Ifølge EPAL bunder bruddet i, at markedet svømmer over af falske paller fra østeuropæiske bander. Det skaber ukontrolleret import af falske UIC/EUR-paller, og ifølge EPAL har UIC ikke gjort nok for at løse problemet.

I forsøget på at holde egen ryg ren, ser EPAL derfor ikke andre muligheder end at opsige ’udvekslingsaftalen’ med UIC.

Byttepallens udfordringer i Danmark
Det kommer til at betyde en hel del for danske virksomheder. Det er nemlig her i Norden, herunder Danmark, at UIC/EUR-pallen er allermest udbredt.

Derfor vil bruddet på EPAL/UIC-aftalen kunne mærkes i mange danske virksomheder – specielt de virksomheder der eksporterer sydpå, hvor UIC fylder langt mindre.

Jeg belyser her de vigtigste problematikker, som virksomhedsledere på tværs af brancher nu bør tage stilling til:

1. Den hvide palle stiger i pris
Indtil for to måneder siden skar man alle hvide paller over én kam, men nu skal der skelnes mellem, om der står EPAL eller UIC/EUR på siden.

Selvom de to hvide paller ligner hinanden er de nye standarder langt fra ens. Og det vil medføre en masse indirekte omkostninger.

Mange detailhandlere vil fx begynde at tage gebyr for UIC/EUR-pallerne, hvis de altså ikke nedskriver dem med det samme eller nægter at tage imod dem.

Flere detailkæder især franske og tyske har allerede været ude og sige, at de ikke længere vil tage imod UIC/EUR-paller, og det er en voksende tendens.

Da UIC-paller mange steder vil blive fjernet og erstattet med EPAL-paller, vil muligheden for at købe brugte paller for under 4 euro sandsynligvis også høre fortiden til.

Det gælder, uanset om man bruger de hvide paller som bytte- eller handelsvare. Har man købt ind på UIC/EUR-paller, ja, så mister lageret altså værdi, fordi den enkelte UIC/EUR-palle bliver mindre værd i takt med, at den godkendes færre og færre steder.

I sidste instans betyder det også, at ERP-systemet skal tilpasses for at kunne håndtere de to palletyper og deres forskellige omkostningsprofiler.

2. En tidsrøver sniger sig ind
Komplicerede Excel-balancer venter forude. EPAL-paller kræver allerede mere administration, fordi de bruger standarder, som kan variere inden for poolen.

Men nu bliver det nødvendigt at bruge endnu flere ressourcer på at administrere EPAL- og UIC-pallerne separat foruden at identificere de falske af slagsen. Mange vil komme til at opleve ændringen som en tidsrøver.

I praksis skal virksomheden sortere paller hver eneste gang, de håndterer en pallestak. Hvilken palle kan vi sende til hvilken kunde eller forhandler? Det er ressourcekrævende nok i forvejen, når pallerne har forskellige farver (CHEPs er fx blå), men nu skal de også sorteres efter, om der står EPAL eller UIC/EUR på klodserne.

Og så skal lagermedarbejderne simpelthen løfte pallerne af én for én med en gaffeltruck. En hel vogn med paller af 33 stakke kan snildt komme til at koste flere timer blot på ren sortering.

Forestil dig, hvor mange timers arbejde det kan munde ud i på en uge, en måned og et helt år. For slet ikke at nævne kompleksiteten i, at det samme varenummer kan stå på to forskellige paller – også her skal der skelnes mellem de kunder, der udelukkende accepterer EPAL, og dem, der ikke gør.

3. Problematisk at transportere varer på tværs af lande
Danmark er et af de lande, der primært bruger UIC/EUR-paller. Og det er sådan set fint, så længe man transporterer inden for Nordens grænser.

Men af samme årsag er netop danske virksomheder i større risiko for at blive mødt med ekstra omkostninger på administration og håndtering af paller til og fra andre lande.

For at fragte varer til dine udenlandske samarbejdspartnere, vil det typisk kræve, at du selv har købt ind på EPAL-pallerne. Og der er meget få EPAL-certificerede producenter i Danmark og resten af Norden for den sags skyld.

4. Der vil opstå flere palle- og produktskader
Der er øget risiko for, at paller af dårlig kvalitet fortsat vil komme ind i den hvide byttepalle-pool. Det betyder øget risiko for skader på paller og produkter.

Derfor forventes det også, at der vil blive rejst flere krav om erstatning. Og nu hvor vi er ved palleskader, leder det mig til problem nummer fem.

5. Palle-reparationsfirmaer kan nægte
Firmaer, der reparerer paller, kan nægte at acceptere UIC/EUR-paller eller undlade at betale for dem, da det ikke længere er muligt at bytte dem med EPAL-paller.

Du skal nemlig være certificeret til at reparere de forskellige paller, for at leve op til de pågældende standarder. Der er bl.a. retningslinjer for, hvilke søm man må bruge, så man kan se, om det er en autoriseret reparatør, der har lavet arbejdet.

Og hvis du nu tænker, at det er smart at købe EPAL-paller for at være helgarderet, er det slet ikke så simpelt. Der er nemlig meget få EPAL-certificerede reparatører inden for landets grænser og i Norden som helhed.

Spørgsmålet er derfor, om situationen mellem EPAL og UIC vil være det gennembrud, som palle-pooling-branchen har ventet på i forhold til at bringe forsyningskædens nederste led ind i en moderne og bæredygtig tidsalder.

Det må fremtiden vise. Indtil da er det blot at holde tungen lige i munden, mens pallebalancen balanceres. Men én ting er sikker: Styring af byttepaller er blevet endnu mere kompliceret og ugennemsigtigt, og ”Sorteper-spillet” har fået en ny dimension.

Denne artikel er en del af temaet Tema: Distribution

Mere fra Torben

Torben Lund

Nordisk markedschef

Se profil  

  SCM.dk anvender cookies, som vi bruger til at huske dine indstillinger og statistik m.m. Når du fortsætter med at bruge websitet accepterer vores nye cookie- og persondatapolitik. Læs mere