Annonce

Opret nyhed

Digitalisering og robotteknologi skal tænkes ind i hele organisationen, mener Mac Barens adm. direktør, Jarl Freiesleben.

”Digitalisering skal gælde hele virksomheden”

Robotteknologi og digitalisering er for alvor blevet en vital del af tobaksvirksomheden Mac Baren. Udviklingen er nødvendig og medfører mange muligheder, som f.eks. et tættere samarbejde med leverandørerne, fortæller virksomhedens adm. direktør.

PROCESOPTIMERING

Digitaliseringen er kommet for at blive. Det har den danske tobaksvirksomhed Mac Baren indset og tog i sommeren 2016 derfor fat på at skrive digitalisering ind i sin strategiplan, skriver Ingeniøren.

Læs også: 2017 er rekordår for investeringer i automatisering

Efter år med vækst og stigende produktion er virksomhedens produktionsportefølge og processer blevet mere komplekse end nogensinde før, fortæller adm. direktør Jarl Freiesleben. Med 2.500 varenumre er digitalisering derfor blevet en vital del af forretningen:

”Det er blevet vanvittigt komplekst, og derfor er sådan noget som digitalisering og it-styring ekstremt vigtigt, for at vi kan overleve som virksomhed”, siger Jarl Freiesleben til Ingeniøren.

Direktørens tilgang er enkel: Hellere investere i teknologi og software end i flere bygninger til et større fabriksareal. Det betyder, at tobaksfirmaet i Svendborg siden 2014 har investeret et trecifret millionbeløb i teknologi – og udviklingen vil kun fortsætte i den digitale retning.

Tættere samarbejde med leverandørerne
Et af de nyeste eksempler på fabrikkens teknologiske strategi er en skæremaskine, der bliver styret af software, så operatøren stort set ikke skal gøre andet end at trykke start. På en touchskærm vises data som f.eks. mundstykketryk. Dataene kan efterfølgende deles med maskinleverandøren, som dermed vil have lettere ved at bistå med teknisk support, når det bliver nødvendigt.

”Det er jo også en af gevinsterne ved digitalisering. Lige pludselig kan vi arbejde meget tættere sammen med vores leverandører, ikke bare på materialefronten, men også teknologifronten”, siger Mac Barens tekniske chef, Thorbjørn Nielsen, til Ingeniøren.

Læs også: Automatisering giver optimering i Skåne

Et andet eksempel på virksomhedens udvikling er tobakfabrikkens robot, der udfører en roteringsopgave ved produktionsbåndene. Robotten sørger for at flytte de punge eller folieposer, som tobakken er pakket i, hen på det rigtige bånd og vende dem i forhold til, hvordan de efterfølgende skal pakkes.

Opgaven har før været udført af forskellige mekaniske vendere, men uden den store succes:

”Kombinationen af, at vi har forskellige typer emballager og forskellige formater, og at produkterne efterfølgende skal pakkes på forskellig vis i kasser, gjorde, at det blev for simpelt med de mekaniske vendere. Kompleksiteten var så høj, at vi var nødt til at finde på en mere robust løsning”, siger Thorbjørn Nielsen.

Læs også: ”Målsætningerne rykker sig hele tiden, så vi følger med”

Men selvom virksomheden har fundet en god løsning i roteringsrobotten, har implementeringen af robotteknologien ikke været ligetil:

”Det tog rigtig mange år for os at få den første robot ind på linjen. Til gengæld tog det kun et år at få den næste ind i produktionen efterfølgende. Så jeg er sikker på, vi får langt flere robotter og i meget hurtigere tempo end indtil nu”, fortæller Jarl Freiesleben.

”Digitalisering er en fælles strategi”
For Jarl Freiesleben har det været et must at få digitaliseringen forankret i hele virksomheden og ikke kun i f.eks. produktionen. Digitaliseringsstrategien fra 2016 er derfor et fælles projekt for hele virksomheden:

”Kigger man år tilbage, har man nok haft en tendens til at lave én strategi for sit marked, en anden for produktionen og en tredje for it og måske for teknologi. Og der er min pointe, at når vi nu begynder at have de her muligheder for at kunne integrere data på tværs af værdikæden, er det sindssygt vigtigt, at strategien udvikles i fællesskab, så du ikke har folk siddende i hver sin lejr”, siger Jarl Freiesleben til Ingeniøren. Han tilføjer:

”Så når vi i dag diskuterer digitalisering her i huset, er det ikke et salgsprojekt. Det er et fælles projekt for hele organisationen”.

-CHM

Bring en kommentar

God kommentarskik. Hold en god tone i kommentarerne, undgå personlige angreb og indlæg af markedsføringsmæssig karakter. Læg kun link på din kommentar, såfremt det er relevant for debatten. Vær opmærksom på, at debatten modereres af portalens redaktion.

Annonce

Relaterede virksomheder

Relaterede artikler

Annonce

Annonce

Annonce